02/08/2026
NYT MEDLEM I RINGE HANDELSSTANDSFORENING
Julie Gregersen åbnede sit kombinerede værksted og guldsmedebutik i september 2025. Hun blev uddannet guldsmed i 2011, men har tidligere haft værksted derhjemme, hvor hun har lavet smykker på bestilling til familie, venner og venners venner. Efter hendes seneste barsel var det dog det rigtige tidspunkt for at åbne egen forretning og flytte værkstedet ud af hjemmet.
Julie er en alsidig guldsmed, som ud over at fremstille nye smykker, udfører alt indenfor reparationer. Fremstilling af vielsesringe har en stor plads hos Julie, da det bærer på en særlig historie. Derudover omsmelter hun guld fra eksisterende smykker, og laver nye i samarbejde med kunden💍.
Kunder kommer også forbi med gammelt sølvbestik og andet arvesølv, som de gerne vil have omsmeltet til nye smykker. Guld fra gamle tænder og guldure, der ændres til armlænker, samt smykker af hestetænder er andre opgaver, som Julie løbende laver. Ofte filmer hun processen, så kunden kan se hvordan det gamle guld er blevet genbrugt, og kan være sikker på, at det nu også er det rigtige guld, der er brugt 💎.
Julie har til nu været alene i butikken, men da hun er kommet virkelig godt fra start, har hun pr. 1. juli ansat en guldsmed mere. Fremover bliver der derfor mulighed for mindre reparationer af ure i værkstedet. Er der større reparationer, har Julie et samarbejde med urmager Munk Petersen, hvor ure sendes til hans forretning i Langeskov ⌚.
Julie laver også forsikringserklæringer, hvis folk har dyre smykker liggende derhjemme. Erklæringen dokumenterer værdien af smykket i tilfælde af tyveri. Derudover laver Julie også huller i ørene.
I tillæg til egne smykker, sælger Julie også fabriksfremstillede smykker i forretningen. Meget populært lige nu er mærket Aqua Dulche, smykker med perler, der gerne er lidt større og rustikke, og så er Marguerit smykkerne fra Lund Copenhagen altid et hit 🌼.
Julie fortæller at hun er blevet taget rigtig godt imod af byens borgere og af de andre handlende i Ringe. Driften er gået over al forventing, og hun er nu i gang med at overveje, hvordan hun kan udvikle butikken, når de nu bliver to ansatte. Der skal ændres lidt i indretningen, så der kan laves flere kundeekspeditioner ad gangen, og samtidigt skal der være plads i forretningen til gangbesværede kunder i kørestol og barnevogne. For Julie er det vigtigt, at alle føler sig velkommen og bliver taget godt imod.
Af sikkerhedsmæssige hensyn er Julies dør til forretningen altid låst. Man skal derfor ringe på ringeklokken ved siden af døren, når man vil besøge forretningen.
Se mere om hvad Julie laver på instagram på eller Guldsmed Gregersen på facebook 💍.