07/09/2026
Verdens bedste far❤️❤️❤️❤️❤️❤️
er gået i forvejen på livets vej - En dag skal vi andre samme vej, men lige nu føles det næsten umuligt at forstå, at vi skal fortsætte vores uden ham.
I dag begynder et helt nyt kapitel i vores liv – et liv uden vores dejlige far. Vi ved endnu ikke, hvordan det kommer til at se ud, for han har været en så stor del af vores liv og af den familie, vi er.
Far har været igennem en ufattelig hård kamp. Vi har håbet, kæmpet og ønsket så meget, at vi kunne få lov til at beholde ham. Men nu er kampen slut, og midt i vores enorme sorg er der også en trøst i at vide, at han endelig har fået ro.
Jeg forestiller mig, at han nu er blevet taget imod af alle dem, der gik i forvejen. Mennesker, han har elsket og savnet gennem mange år. Det gør tanken om, at han skulle forlade os, en lille smule lettere at bære.
Det føles så forkert at skulle sige farvel til et menneske, som altid bare har været der. En far, vi kunne regne med, grine med, søge råd hos og finde tryghed hos. Et menneske, hvis plads i vores liv aldrig kan overtages af nogen anden.
Vi kommer til at savne hans stemme, hans humor, hans måde at være på og alle de små ting, som man måske ikke tænker over, før man pludselig ville give alt for at opleve dem én gang til.
Men far forsvinder ikke fra vores liv, bare fordi vi ikke længere kan se ham. Han lever videre i os, i vores minder, i de historier vi fortæller, i de ting han lærte os og i den kærlighed, han gav os. Han vil være med os i alt det, der kommer.
Far, vi ville ønske, vi havde fået meget mere tid med dig. Men mest af alt er vi taknemmelige for den tid, vi fik.
Tak for livet. Tak for kærligheden. Tak for minderne. Og tak for at være verdens bedste far.
Vi elsker dig, og vi kommer til at savne dig resten af vores liv. ❤️