18/09/2026
Godt, at vi stadig kan give 3 friske drenge en god oplevelse.😊
Roadrunners RC - aktiviteten med fjernstyrede biler - lagde bane til et fornøjeligt race denne formiddag, hvor Åbybro Friskole besøgte klubbens lokale i Jetsmark Idrætscenter.
Efter lidt introduktion til Mini-Z bilerne, som medlemmerne kører med i klubben, fik drengene selv lov til at prøve, hvordan det er at køre med fjernstyrede biler.
Det var ikke helt så let i starten, men efter nogle prøveomgange fik de alligevel bedre styr på bilerne - sådan i bogstaveligste forstand, for med en fjernstyret bil skal man jo både give gas, bremse og styre bilen gennem de mange sving på klubbens snørklede bane.
Efter opvarmningen gav drengene håndslag på et spændende "Toblerone-race", hvor gevinsten vistnok skulle tilfalde vinderen.
Alt i alt en hyggelig formiddag med fart og masser af tempo og intern konkurrence.
Tak for besøget til drengene fra 9. klasse og deres lærer Claus fra Åbybro Friskole.
Kunne du og dit firma eller vennekreds også tænke jer at køre lidt hygge-race, er I velkommen til at kontakte klubben.
Et event i Roadrunners kan eventuelt også kombineres med foreningens andre aktiviteter.
Som det seneste nye afholder vi også gerne events i vores nye dartlokale, hvor Jetsmark Dartklub gerne er værter på de digitale baner.