I Kirke Hyllinge er lokale, frivillige borgere og foreninger gået sammen om at udvikle et helt nyt mødested – et aktivitetscenter – der kan danne ramme om det stærke lokale fællesskab og give mulighed for møder på tværs af foreninger, frivillige og borgere i alle aldre. Byens borgere, frivillige ildsjæle og foreninger i Kirke Hyllinge drømmer om at skabe et multifunktionelt samlingssted. Et sted, som ikke kun henvender sig til foreningsidrætten, men også er et sted, hvor man eksempelvis mødes inden løbe- og mountainbiketuren, et sted byens engagerede ildsjæle mødes og planlægger de kommende aktiviteter, og et sted hvor naboer og venner kan samles efter arbejde, snuppe en bid mad, en kop kaffe og hygge med ungerne. Drømmen er, at Kirke Hyllinge Aktivitetscenter skal være et sted for børn, unge, voksne og ældre, der dyrker fællesskaber i bred forstand: Et aktivitetscenter for alle dem der allerede aktivt benytter de mange klub- og foreningstilbud i dag, et sted for dem der dyrker selvorganiseret idræt, et sted for de frivillige ildsjæle og for dem, der ”blot” savner et sted at mødes med naboerne eller vennerne. Udgangspunktet er en populær, men efterhånden utidssvarende og nedslidt hal fra 1970’erne. Kirke Hyllinge Hallen har, siden opførelsen, været et samlingspunkt for byens mange engagerede frivillige og stærke foreningskultur. Hallen er et typisk eksempel på, hvordan drømmen om ”det gode og sunde liv” blev omsat til mursten rigtig mange steder i Danmark i 1970’erne og 1980’erne. Kirke Hyllinge Hallen er altså ikke unik i sin arkitektur. Tværtimod har mange danskere i løbet af deres barne- og ungdomsliv tilbragt adskillige timer i en sådan hal til diverse gymnastikopvisninger, i en indædt håndboldduel mod nabobyen eller blot for at nyde en omgang pomfritter fra hallens cafeteria. Selv om der i dag er stor efterspørgsel på Kirke Hyllinge Hallens faciliteter, og håndboldbanens 20 x 40 meter stadig er ideel til badminton og håndbold, udfordrer nye, især selvorganiserede idrætsformer de fysiske rammer. Stadig flere aktiviteter foregår derfor uden for hallen. Desuden efterspørger rigtig mange borgere flere mødesteder i lokalområdet.