18/12/2023
Jeg ved ikke om det er OK at dele mine følelser / tanker her, men da jeg bestyrer tråden tager jeg chancen. jeg har en måske uforståelig trang til at fortælle lidt lokalhistorisk begivenhed, så dette er en lille føler, hvor meget mere kunne berettes om isværket
Lidt historie.
50 år med is
Oprindelig blev firmaet stiftet i 1944 – altså ca. to år før jeg blev født.
Det var dengang i samarbejde med Ringkøbing Isværk, som udover levering til fiskeriet også leverede til DSB. Aktiekapital 150.000, fordelt ligeligt mellem Ringkøbing og Hvide Sande. Ringkøbing isværk blev likvideret i marts 1973 efter hvide Sande havde overtaget deres aktiepost.
Samarbejde stoppede i marts 1972 hvor daværende direktør bogtrykker Louis Rasmussen trådte tilbage og ønskede der skulle nye folk til. Det blev en ny bestyrelse bestående af auktionsmester Værnø (formand og direktør), Søren Chr. Sørensen, Børge Jensen, Henry Adsersen og Niels Kjær.
Denne sammensætning af gode personer kom til at stå for etablering af et nyt isværk til servicering af et fiskeri i fremgang fra Hvide Sande. Historisk set kunne jeg fortælle rigtig mange detaljer om værkets fødsel, men det vil her blive alt for omfattende, hvorfor det må blive på et andet tidspunkt. Det er faktisk en historie jeg har meget lyst til at nedskrive, men af mangel på tid, er det desværre endnu ikke blevet til noget.
Jeg kom hertil på opfordring af en god ven og sejllerkammerat (Henrik Værnø) i februar 1973 med en viden om isværker på sådan cirka - 0% -. Officiel ansat pr. 1 marts af daværende formand og direktør Værnø. Ham mødte jeg første gang ved aftalt ansættelsessamtale i hjemmet på Vinkelvej. Han dukkede op til mødet direkte fra sin middagssøvn iført undertrøje og underbukser og ikke andet.
Ansættelsessamtale.
Nå du er Ole Borum. Du er jo hverken langhåret eller ubarberet, så du kan betragte dig som ansat! Altså hvis du kan acceptere at værket ikke har råd til at betale særlig stor løn. Vi har tænkt 4000 pr måned – er det ok?
Nu havde jeg så altså rejst den lange vej fra Panama til Hvide Sande, så det var til en start OK selvfølgelig med håb om der blev plads til lidt økonomisk forbedring med tiden. Det var så det!
Jeg mener nu også en af mine afgørende kvaliteter var at jeg var ungkarl. Det gjorde det noget lettere at finde bolig til den nyansatte i en by hvor ledig boligkapacitet var forbeholdt tyske turister. (Ikke meget har forandret sig desangående)
Der gik dog ikke længe inden tingene på det personlige plan ændrede sig hvorfor de to værelser hos Methea Smed på Fyrvej blev for trange, især da vores førstefødte Tina snart ville melde sin ankomst. Et gammelt hus på Færgemandsvej (Frandsens røgeri) blev erhvervet og forsøgt ombygget til menneskebolig. Det lykkedes nogenlunde. Vi bor der endnu og vore to dejlige piger har ikke klaget meget over barndomshjemmet.
De har heller ikke klaget specielt meget over deres far der i det meste af deres barndom mere eller mindre boede på en fabrik der hele tiden krævede utrolig opmærksomhed 24 timer i døgnet ugens 7 dage. I voksenlivet har der dog lydt et par spørgsmål om det nu også var korrekt at en fabrik skulle have mere opmærksomhed end familien. Dertil har jeg kun et at sige. UNDSKYLD – og tak for jeres overbærenhed og forhåbentlig tilgivelse.
Ved hjælp af skiftende bestyrelses opbakning blev fabrikken udviklet til det den er i dag, og dermed opstod der for mig efterhånden en følelse af at det er min fabrik, velvidende det selvfølgelig ikke forholder sig sådan. Det har gennem årene udviklet sig til et såkaldt had -kærlighedsforhold, et forhold der har gjort det svært for mig at sige farvel og overlade det til andre. Jeg har fået lov i efterhånden en del år at trappe ned efter eget ønske men stadig deltage i beslutninger og driften helt på egne præmisser. Det er jeg glad og taknemmelig for.
Jeg vil ikke nævne nogen, men at have overordnede i ledelsen med det fremsyn og villighed til tilpasning til nye muligheder kan kun være til stor til glæde for enhver som ansat. Ikke mindst mig. Et samarbejde der har bygget på gensidig respekt, tillid og samtidig gode venskaber, er virkelig en gave som jeg har sat, og stadig sætter stor pris på. Fremtiden ser desværre ikke særlig lys ud for hele erhvervet, og jeg må sige det vil gøre rigtig ondt, hvis jeg også kommer med til at nedlægge værket.
Jeg vil gerne takke alle der har været med til at give mig lov at få alle de år i et job jeg har elsket på godt og ondt. Heldigvis huskes bedst de gode ting, og en mere detaljeret historie herom kunne let komme til at fylde mange a4 sider.
Til sidst men ikke mindst vil jeg sige tusind tak til min familie – Bitte – Tina og Mettes opbakning og forståelse (for det meste) og accept af de ofte blev sat i anden række specielt når det brændte på eller der skulle udvikles nye systemer på værket. For den tid før mobilen hvor Bitte ofte var min telefonpasser og i alle henseende min hjælper.
Egentlig har fabrikken også i løbet af sommeren 23 eksisteret og uden væsentlige pauser leveret is til vore kunder i 50 år. Altså opfyldt den mission som den blev sat i verden til. Det kan jeg / vi kun glæde os over.
Tak alle!
