14/07/2024
Tanker bag en buskrydder
Scot og jeg er lige kommet tilbage fra én af vores indhegninger, hvor vi har ryddet for græs under hegnet, så det ikke afleder for strømmen. Det er ikke verdens sjoveste job, slet ikke i regnvejr, men det giver som regel anledning til lidt refleksion inde mellem høreværnene. I dag kom jeg til at tænke over alle de insekter, der sværmede om mig mens jeg buskryddede, og dermed én af grundende til at vi har fårene.
De seneste par år er jeg blevet stadig mere bevidst om, at fårene først og fremmest skal have et godt fåreliv mens de er her. Men - derudover skal de bidrage til samfundet mens de vokser. På den indhegning Scot og jeg gik på i dag, har jeg kunne følge, hvordan der er kommet flere og flere insekter over årene. Der er også kommet en anden flora end da vi begyndte at afgræsse arealet. Jeg tror, at det har noget at gøre med, den måde vi afgræsser denne type arealer på. Min strategi er, at fårene skal være der en relativ kort, men intensiv periode. Mine får spiser helst græs. Alt andet lader de som regel stå, hvis der er græs. Det vil sige, at jeg ved at sætte fårene ind og fjerne græsset, så giver det plads til anden flora end græs. Så kan det godt være, at det ikke er den mest sjældne type orkideer, der kommer frem. Men det kan jeg jo ikke gøre ved. Hvad jeg kan, er via min græsningsstrategi at skabe plads til andet end græs og brændenælder (som fårene sjovt nok også vil spise).
En anden sjov ting ved det stykke græs som Scot og jeg har været over her til morgen er, at det er en stejl skråning, der ligger mellem en intensivt dyrket mark, og en sø/mose, som jeg tænker vil have det det lidt svært med alt for mange næringsstoffer. Græsstykket kan derved virke som en form for buffer mellem den intensive produktion og den sarte naturtype. Nu ved jeg godt, at dansk landbrug ikke sender nævneværdigt mange næringsstoffer ud i vores vandmiljø, men som én, der kommer de steder, hvor drænvand ledes hen, så undrer jeg mig jo altid over, hvorfor græsset, de steder, hvor drænvandet af én eller anden årsag kommer ud over græsstykket, altid er meget grønnere end på andre steder på det samme areal. Men det er der jo heldigvis råd for. Mine får spiser jo græsset, og da det fleste får kommer hjem igen, så fjerne vi jo på den måde næringsstof fra arealet. Næringsstof, der hvis vi ikke græssede på et eller andet tidspunkt ville ende nede i søen/mosen via naturens næringsstofkredsløb, og dermed ikke fjernet, men kun bremset.
Så selvom det lammekød jeg producerer, koster atmosfæren ca. 20 kg CO2(e) pr kg kød produceret primært i form af metan, så bidrager vores produktion med andre positive ”produkter” undervejs. Diskussionen er selvfølgelig, hvordan vi skal veje disse elementer op imod hinanden. Jeg er ikke i tvivl. Hvis vi ønsker biodiversitet, hvis vi ønsker opsamling af næringsstof inden det rammer vores vandmiljø, så er græssere den bedste teknologi. Så må vi have en diskussion om, hvor mange græssere vi skal have gående rundt, og hvad værdien af de ”produkter” de leverer, er værd målt i CO2(e).
