Ricky's Køkken

Ricky's Køkken "Der findes ingen sandere kærlighed end kærlighed til mad"
(203)

The Dream team servede morgenbrød og kaffe i gågaden i morges..Sikke en skøn stemning..Håber i alle får en fed dag idag ...
03/09/2022

The Dream team servede morgenbrød og kaffe i gågaden i morges..
Sikke en skøn stemning..

Håber i alle får en fed dag idag med musik og masser af røver historier..

Herlev ❤️

16/06/2022

Det handler om at stoppe mens legen er god

20 år er der gået.
Det er tidskrævende at være restauratør og hænger ikke altid sammen med et familieliv.
Man har uanede mængder af tid, når man er ung - nu er jeg ældre, og jeg er bange for at løbe tør for tid. Bange for ikke at nå alt dét jeg skal nå og opnå.
Derfor har jeg valgt at takke af som restauratør, og dette er min ‘farvel og tak hilsen’ til dig.

Det hele startede i Hjortens Klubhus i 2002. Det var også her, at det “opfindsomme” navn Rickys Køkken for første gang så dagens lys.
Hapsdog og pommes frites blev skiftet ud med rigtig mad, og senior-spillerne elskede det.
Det gjorde fædrene til juniorerne også. Så meget at de begyndte at købe det med hjem.
Folk begyndte at spørge ind til, om jeg lavede mad til
f.eks. konfirmationer. “Øhhhh ja...” svarede jeg, selvom jeg aldrig havde gjort det før.
Sådan startede cateringdelen af Rickys Køkken.
Tiden i Hjorten blev hurtigt en travl periode, fyldt med ungdomsfester, selskaber i weekenden og catering.
Det var også der jeg lavede mit første nytårs-takeaway tilbage i 2003.

Flemming Nordenhoff og Birgit Højmark havde hørt om denne unge mand, der lavede mad til den halve by og tilbød mig forpagtningen af Herlev Medborgerhus. Jeg sagde ja tak, og det blev en realitet den 1. august 2004. Jeg var stadig meget grøn og anede ikke, hvad jeg gik ind til. Men nu var der skrevet under, og jeg måtte løfte opgaven for enhver pris. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fik præstationsangst den sommer og ved derfor godt, hvad stress betyder.
Medborgerhuset fik hurtigt flere og flere gæster. Konsekvensen blev, at jeg blev nødt til at vælge Hjorten fra. Tusind tak til alle i Hjorten for at tro på mig og støtte mig.
Tak, endnu engang, til Flemming og Birgit for at give mig chancen og hjælpe mig i gang.
Tiden gik, forretning blomstrede og jeg vænnede mig til en 60 timers arbejdsuge - uge efter uge.
Michael Manley startede som ven og hjælpekok. Han endte som makker og løftede køkkenet op til nye højder. Sammen med ham kom der også elever til. Det var på det tidspunkt, sommeren 2007, at Sommergrill blev opfundet. Helt specielt koncept, hvor vi leverede en grillpakke direkte på stranden.
Michael opfandt også Gourmetaftener og lærte mig den boldgade.
I 2012 valgte Michael at søge nye græsgange, og vores kokkeelev Rebaz tog hans plads.
Ikke som makker, men som den bedste højrehånd man kan få. Jeg glemmer aldrig den dag, hvor han ringede efter sin svendeprøve.
“Jeg har fået 12!” Tårerne løb ned ad mine kinder.
Rebaz har været her siden, og jeg kan ikke forestille mig en mere stabil og trofast højrehånd. Tak, ”lillebror”.


Vores mad-stil blev med årene finpudset, og catering blev erstattet af Private Dining, hvor helhedsoplevelsen inklusiv medbragt luksus service var et must for at skabe en restaurantoplevelse ude i de private hjem.
Jeg har ikke tal på, hvor mange Private Dinings vi har kørt, men er blevet kaldt ’fast husleverandør af sublime madoplevelser til alle højtider’ i rigtig mange familier.
Lige fra barnedåb til 18 års eller fra konfirmation til bryllup. Tak til alle de familier som har valgt Rickys Køkken hver gang i 20 år.
I det sidste kapitel er det vigtig at nævne Henrik og Cato, som har taget deres arbejde lige så seriøst som var det deres egen butik.
Uden jer og Rebaz ville afslutningen ikke have været så god som den er endt med at blive.
Martin Hilker, leder i Medborgerhuset, tak for din sublime måde at køre huset på.

Lige så meget som jeg har nydt hvert sekund af denne rejse, lige så hårdt har det været at dedikere det meste af min vågne tid til mit arbejde. Heldigvis har jeg en meget forstående familie, men det har ikke været let at være væk fra Mille og mine to små (snart store) piger Mynte og Marlin hver december pga. julefrokoster, det meste af maj pga. konfirmationer og mange weekender året rundt pga. selskaber. Jeg fortryder ikke et sekund. Det har været en fantastisk rejse, og jeg ved, at jeg har gjort en lille forskel i alle jeres (mad)liv, men nu er det tid til, at der skal ske noget nyt.
Derfor starter jeg nu et nyt eventyr.
Jeg har igangsat en ny plan.
Jeg vil leve af at være kunstner. Spraydåser er mit værktøj, min kreativitet er mit drive.

Hvis nogen har lyst til at følge, hvor det bærer hen, er jeg på Facebook og Instagram som Ricky Døngart.
Ricky D. er mit kunstnernavn.

Medborgerhuset vil fra den 01.07.2022 blive drevet af Hakan Christensen. Han kalder sit køkken for Kejserens køkken.
Han er fyldt med gå på mod, charme og har det rigtige drive til at fortsætte i det elskede hus.
Jeg vil gerne sige tak til jer alle sammen for at være en del af min rejse, tak for at I har støttet mig og troet på mig.

Ricky

Adresse

Herlevgårdsvej 18-20
Herlev Municipality
2730

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Ricky's Køkken sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del