14/09/2026
Praktisk faglærer søges til Kadetten
Barselsvikariat på 37 timer – opstart hurtigst muligt
Vi søger en barselsvikar, der har lyst til at arbejde praktisk sammen med unge med særlige behov – både på værkstedet og udenfor.
Stillingen går på tværs af vores to delinger Håndværk & Design/ Have & Natur, men dit primære faglige udgangspunkt skal være træ og værkstedsarbejde.
Du kan være uddannet snedker, tømrer, håndværkslærer eller have en anden relevant håndværksmæssig baggrund. Det vigtigste er, at du kan arbejde med træ, kan begå dig på et værksted og har lyst til at lære din faglighed fra dig.
Du skal samtidig have lyst til at tage arbejdet med de unge med udenfor. Du interesserer dig for natur, hav, have og udeliv og har lyst til aktiviteter som sanketure, bål, shelterture, arbejde i haven og aktiviteter ved og på havet.
På Kadetten arbejder vi praksisnært. Læring sker gennem rigtige opgaver og projekter. Det kan være træarbejde og byggeri på værkstedet, vedligeholdelse og mindre byggeprojekter, opgaver på vores udeområder og projekter, hvor håndværk, natur og udeliv mødes.
Vi løser også opgaver ude af huset sammen med nogle af vores nære samarbejdspartnere. Det kan fx være praktiske opgaver i forbindelse med Sjælland Rundt, Oktoberfest og andre arrangementer.
Opgaverne skal give mening, og de unge skal opleve, at der er brug for det, de kan. Vi tager udgangspunkt i den enkelte unge og tilpasser opgaverne, så alle har mulighed for at være med.
Vi søger dig, der
har en håndværksmæssig baggrund og er god til at arbejde med træ
kan arbejde sikkert og selvstændigt på et værksted
kan planlægge og gennemføre praktiske projekter sammen med unge
interesserer dig for, og har viden indenfor natur, hav, have og udeliv
har lyst til både værkstedsdage og dage under åben himmel
møder de unge med ro, tydelighed og respekt
kan arbejde selvstændigt og samtidig være en del af et team
trives i en hverdag, hvor dagene ikke altid er ens
Vigtigst for os er din håndværksmæssige faglighed, og at du har lyst og evne til at arbejde med vores unge kadetter.
Du bliver en del af Kadettens faglærerteam med engagerede kollegaer og forskellige fagligheder. Vi arbejder tæt sammen med de unge og hjælper hinanden på tværs af delingerne.
Dokumentation og samarbejde med kollegaer er en del af jobbet. Vi prioriterer løbende fælles kurser og efteruddannelse for medarbejdergruppen.
Om Kadetten
Kadetten er en socialøkonomisk uddannelses- og beskæftigelsesvirksomhed på Kronborg i Helsingør. Vi arbejder med unge og voksne med særlige behov inden for blandt andet STU og beskæftigelse.
Hos os bruger vi de praktiske fag som ramme for læring, udvikling og fællesskab.
Om stillingen
Stillingen er et barselsvikariat på 37 timer om ugen med opstart hurtigst muligt og frem til 30. september 2027. Der kan være mulighed for forlængelse.
Lønnen er 35.000 kr. om måneden plus 10 % arbejdsgiverbetalt pension. Derudover indbetaler du selv 5 % til pension.
Kadetten har 8 ugers fastlagt ferie fordelt over efterårsferie, jul, vinterferie, påske og sommerferie.
Arbejdet ligger som udgangspunkt i dagtimerne. Der skal dog påregnes enkelte aften- og weekendaktiviteter i løbet af året.
Arbejdsstedet er Kadetten på Kronborg i Helsingør.
Send din ansøgning og CV til [email protected].
Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette.