26/08/2026
Lê Hoàng Tiển
Det er fredag, klokken er 7:30 og der er en stille ro på hospitalsgangen.
Min far sov fredfyldt ind med lyden af os 4 søskende snakkende omkring ham.
Han blev spurgt af lægen 6 timer tidligere om han vil genoplives hvis hjertet svigter. Han sagde: “Nej det skal I ikke, jeg har haft et godt liv og er tilfreds. I skal ikke bruge mere tid på mig.”
Og hvilket liv.
I hans ungdom var han i den Sydvietnamesiske marine, havde et ubekymret sind, festede og datede en kvinde som var bardronningen i Saigon.
Indtil han blev forelsket i min mor, gift og fik 4 børn.
Vietnamkrigen kom og han blev kaldt ind. Kæmpede og var på den tabte parts side, sendt i genopdragelseslejre flere gange til han flygtede ud af Vietnam. Han fik hele familien med ved at betale med hans viden om havet og at sejle skibet.
Ene mand sejlede han skibet med 1000 mennesker til Indonesien.
Han overtalte folket på skibet om ikke at lade de thailandske pirater ombord men jagede dem væk med de våben de havde og en pose guld.
Efter 14 dage på havet sejlede han skibet i sænk 1 km udenfor indonesisk kyst og briefede folk om at svømme ind på land for at få asyl.
998 mennesker overlevede den dag i 1979.
De overlevende på skibet kaldte ham kaptajnen.
I flygtningelejren havde han ingen penge til møbler og mad til familien, så han gik ind i junglen for at finde træ til at bygge senge, så vi børn ikke sov i den mudrede jord.
Kravlede op i palmetræerne for at hente kokosnødder og fangede fisk i havet.
4 måneder brødfødte han familien på den måde til vi fik invitationen til Danmark.
I 8 måneder fik han kursus om dansk kultur hvor det sluttes af i supermarkedet ved afdelingen for kæledyr: her sagde han “Vi er kommet til paradisets land hvor man har overskud, mad og legetøj lavet specielt til katte & hunde!”
Han tvang min mor til at tage en dansk uddannelse med begrundelsen at hun var den klogeste af de to mens han tog 2 job i Aalborg for at forsørge familien.
Han arbejdede i Berner i 23 år som lager medarbejder og overtalte chefen at de havde brug for et rengøringsteam.
Her satte han os 4 børn til at gøre rent med ham i de første 5 år.
I 1986 åbnede min mor en grillbar og han gav sig selv jobbet som friture- og stegemester: der skulle steges grillkylling, pomfritter, kinaruller, burger, plankebøf og kebab (sidejobbet varede i 17 år).
Om aftenen udnævnte han sig til krofatter hvor der blev solgt øl og Gammel Dansk og rafflede med terninger til min mor lukkede og slukkede hans pop up bodega pga for meget spil og hygge.
Han skældte halbalbøller ud for deres dårlige opførsel men blev venner med dem og tilsammen jagtede de tyve og ballademagere, som raserede hans kones grillbar.
Han mente at en mand skulle stå op for sin familie indtil landbetjenten forklarede ham, at det var politiets job.
Hans slid fik os, alle 4 børn i privatskolen Sct. Mariæ, betalte alle vores kørekort og skolerejser til udlandet. Vi manglede ikke noget for hans tro på at i paradisets land uden krig kan man alt med lidt knofedt.
I 2002 rykkede vi mine forældre til København for at åbne LêLê. Her gik han i baren og var bartender hvor han shakede mojitos og var den som fandt ideen på at en ganske almindelig kedelig lemonade ser meget bedre ud med mynteblade i.
Det blev siden lemonade med mynte.
2004 fik han en blodprop og blev lam på venstre side. Lægen sagde at han aldrig kom til at gå igen.
I 6 måneder sad han i kørestol og kom kun ud når vi havde tid til at tage ham på tur.
Han besluttede sig for at genoptræne selv og året efter rejste han sig fra kørestolen, smed den ud og kunne gå med stok.
Han havde en plantage i Sydvietnam før krigen og talte altid om at være landmand. Da jeg fik ideen med en byhave i 2014 gik han og jeg i gang med at grave vores baggård på Frederiksberg om til en byhave: det blev til 20 frugttræer og uanede mængde af bær og urter på 100 m2.
Et år efter vi mistede LêLê og min sorg fyldte for meget sagde han: “Du ved godt, at det ikke er pengene som er vigtigt. Vi har mistet alt før så intet nyt men vi er stadig en familie.
Og vi kan altid bygge op igen.”
Således startede endnu et nyt eventyr i 2023 hvor han fulgte mig med at åbne en ny restaurant med genbrugsmøbler, som jeg har fundet. Han holdt spændt øje med hvad jeg slæbte hjem af inventar og begyndte at smile, når han genkendte mange af de tidligere håndværkere og leverandører fra mine første restauranter.
Da Banh Mi Cph på Enghave Plads blev færdigt fik han sin stamplads, sad og kiggede på den leben der er: Han nød menneskerne, pladsen og pulsen.
Her i start august sad vi ved hans yndlingsbord og talte om mine tanker om fremtiden.
Han sagde: “ con ơi (min datter), det glæder mig at du har bygget op igen.
Livet går hurtigt og måske skal du have mindre restauranter nu.
Måske skal du đi chơi (ud på eventyr igen).”
Min far er en frygtløs mand af få ord, en solid klippe og en fast havn gennem hårde tider. Gennem gode tider var det pho, mi, vietnamesisk kaffe og samtaler mens vi observerede gadelivet.
Min far har båret og beskyttet os i de første mange år.
Han har guided os til at klare det svære i at starte et nyt liv i et nyt land.
Han var støtten i baggrunden når kaos ramte os.
Hans råd til at klare livet var altid: en soldats disciplin med en glæde over at leve i et land med fred.
Han er vores identitet, rødder og trygge havn.
Det bliver uendeligt svært uden ham og savnet slår hårdt.
Det har været en stor ære at kalde ham far og være barn under hans stærke vinger ❤️
