10/09/2026
Vi hylder det søde køkken - dessertfrokost med gæstekonditorer d. 17.10.
Det er næppe gået manges næser forbi, at vi på Søllerød Kro elsker det søde køkken. For at give desserterne og andre søde sager den opmærksomhed, de fortjener, har vi dedikeret en særlig frokost til dessertuniverset.
I den anledning har vi inviteret to af Danmarks bedste konditorer på besøg: Freja Krarup, som til daglig fremtryller fantastiske kager på Maison d’Angleterre, og Thomas Baun Schelde, som slår sine folder på Svinkløv Badehotel, hvor han forkæler stedets gæster med det ene imponerende kagebord efter det andet.
De slutter sig til vores egen Thomas Bastholm i køkkenet, hvor hver af de tre konditorer kreerer to fantastiske desserter. Inden da serverer køkkenet Kroens appetitvækkere samt en hovedret med stegt helleflynder for at sikre et stabilt blodsukker, når den søde lavine begynder at rulle ind over bordet.
Dessertfrokosten afvikles i restauranten og serveres med tilhørende vinmenu, filtreret vand, kaffe og (mere) sødt og koster 2.800 kr. pr. person.
Vi glæder os meget til en frokost i det søde køkken!
Book direkte via onlinebooking under “Søllerød-events”.